Folkedans Fyn

Sammenslutningen af Folkedanserforeninger på Fyn

Log ind

Log ind

Arrangementer

Folkedans er lig med fest og fornøjelse. For hundrede år siden fejrede man de store begivenheder i landbruget som f.eks. høsten med et høstgilde med musik og dans. I dag holder vi den tradition i hævd, men vi mødes masser af gange året rundt bare for at have det skægt – og måske lære noget nyt.

Legestuer

En fest hos folkedanserne hedder en legestue. Legestuer varer typisk det meste af en aften og her er stemningen lidt mere løssluppen en til de ugentlige danseaftner – dansene går hurtigere og der ikke noget i vejen for at snuppe en andens dame, eller måske skifte kvadrille midt i det hele.

Legestuer har mange størrelser, men der kan sagtens være omkring 150 dansere i en stor hal. De har så fornøjelsen af lytte til 20-30 spillemænd. Det er noget ganske andet end en øveaften i en forening. Stemningen kan ikke beskrives – den skal opleves!

Det koster 50-100 kr. at komme ind til de fleste legestuer – men det inkluderer så typisk også kaffe og kage i kaffepausen, som er et fast indslag til næsten alle legestuer.

Kurser

Det kan sjove kan også kombineres med noget nyt på et kursus. Der arrangeres jævnligt kurser, der dækker en masse forskellige områder – det kan være en bestemt dansetype, danse fra en bestemt egn eller noget helt tredje. Naturligvis er der også kurser for nybegyndere, hvor man kan få pudset de grundlæggende trin af – nogle vil hævde, at nogle erfarne dansere også kunne bruge sådan et kursus…

De fleste kurser varer en eftermiddag, og giver alligevel masser af udfordringer, men hvis du virkelig vil have en oplevelse, hvor dans og socialt samvær går op i en højere enhed, så prøv et flerdageskursus. Hvert år i februar afholder Sammenslutningen Ringekursus, hvor man kan få masser af nye inspiration til dansen. Også Landsforeningen Danske Folkedansere afholder forskellige længere kurser i løbet af året, hvor der blandt andet også uddannes nye danseinstruktører.

Stævner

Når det skal være rigtig stort, tager vi til stævne. Her mødes alt fra 100 til over 1.000 dansere og spillemænd til flere dage fyldt med dans og musik. Et stævne går ikke stille for sig – vi sørger for, at hele byen får danserne at se – og da det jo er en fest, har vi vores dragter på.

På Fyn arrangeres der hvert år Sommertræf, som varer en weekend. Her mødes vi i en fynsk købstad og danser og hygger en hel weekend. Der er legestuer og en stor opvisning, som er offentligt tilgængelig. Har du et lidt anstrengt forhold til at have publikum på, så frygt ikke – folkedans handler om at have det sjovt, også når det er en opvisning. Går der kludder i kæden (og det gør der, selvom man har danset i 50 år), så griner vi bare og går videre.

Det ultimative dansesamvær er Landsstævnet, som arrangeres af Landsforeningen Danske Folkedansere. Her står en hel uge i folkedansens tegn, når over 1.000 dansere og spillemænd slår sig ned i en by et sted i Danmark. På Landsstævnet behøver du ikke at sidde stille et øjeblik – men du er naturligvis velkommen til at gøre det. Dagen igennem er der spændende udflugter og kurser, mens der om aftenen er legestue med nogle spændende overraskelser. Og hvem siger egentlig, at legestuen stopper kl. 12? For dem, der har lyst, kan dansen nemt fortsætte det meste af natten!

Er du til internationalt samvær, så afløses Landsstævnet hvert fjerde år af Nordlek, som er en slags nordisk landsstævne. Her kan du møde de andre skandinaviske landes danse, der både er lig de danske og alligevel ganske forskellige.